Kreativt samarbejde tager form på Bjerget

0
Søren Dujo skal undervise på en ny Kunst og Design linje på Bjerget Efterskole. Privatfoto
Ny linje med kunst og design efter sommerferien

På Bjerget Efterskole er man i disse dage ved at lægge sidste hånd på en ny linje, som skolen tilbyder efter sommerferien. Linjen kommer til at hedde Kunst & design, og der er dermed lagt op til, at det handler om at udvikle elevers kreativitet. Men læg bare forestillingerne om traditionel formnings- og billedkunstundervisning langt væk. Her bliver det nemlig kunstnerparret Dujo, der kommer til at stå for undervisningen – og det bliver med garanti ikke kedeligt.

På Bjerget Efterskole vil man gerne have dygtige mennesker til at undervise eleverne. Her er det ikke nok, at man er en god lærer, man skal også brænde for det, man laver og samtidig kunne inspirere eleverne til at se nye muligheder.

“Dujo’erne”, som Agnethe og Søren Dujo kaldes lokalt, er begge udøvende kunstnere, og de har deres værksted og atelier på Bjerget i gåafstand fra efterskolen. Som professionelle i faget har de begge stor erfaring i hele processen omkring det at være kreativ og fremstille kunst. Det handler både om at få den gode ide, udvikle den og at være skabende. Agnethe er uddannet i at arbejde med stenskulptur og kalder sig “stenvækker”, fordi hun glædes ved at bearbejde en helt ny og rå sten, som langsomt vækkes til live i processen. Hun er desuden optaget af at arbejde med tekstil. Søren Dujo arbejder med støbninger i bronze og glas. Han søger at skabe smuk kunst, der fortæller en historie. Søren har desuden en baggrund med akvarel og oliemaleri. Sammen driver parret kunstværkstedet Dujo, hvor de udover at fremstille deres egne værker også holder forskellige kurser. Som undervisere er både Søren og Agnethe Dujo dermed godt klædt på til opgaven, og de er tilmed begge pædagogisk uddannede.

Eleverne på den nye linje kommer til at arbejde med udtryk. Det vil både være billedudtryk, blødt udtryk (tekstil) og rumligt udtryk (skulptur mm.). De skal udfordres i deres kreativitet og blive bedre til at udtrykke sig via kunsten. Timerne vil også byde på forskellige udflugter og ture til aktuelle udstillinger, og på efterskolen glæder man sig meget til samarbejdet med Dujo’erne.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close