Indretning med en kælling fra hver by

0
Bodil Andersen i den nye stue på første sal, hvor man godt må sætte sig og drikke en kop kaffe.
Øster Han Herreds Egnssamling er klar med helt nye udstillinger

der er heftig aktivitet på Øster Han Herreds Egnssamling, for påskeudstillingen skal pakkes ned, og udenfor bliver der målt op til ny flisebelægning. Ovenpå er to medlemmer ved at lægge sidste hånd på den temaopdelte udstilling. Det er tydeligt, at de frivillige kan deres kram – og ikke kun samle på det. Her er ingen hengemt lugt af gamle ting, og antikviteterne er ordnet sirligt, tematisk og systematisk.

Bodil Andersen, sekretær og hjemmesideansvarlig, viser stolt den nyrenoverede og nyindrettede første sal frem.

– Før var her bare et loft med gammel ragelse, men nu er her en fin stue. Jeg har altid drømt om at lave en stue, hvor man også kan sidde, og ikke kun gå rundt og kigge. Stuen er indrettet med det folk er kommet med, for vi siger ikke nej tak, men stiller de ting på depot, som vi ikke kan bruge, fortæller Bodil Andersen. Stuens interiør dog er ikke fra en bestemt periode, indrømmer hun.

– Den er indrettet med en kælling fra hver by…

Fra stuen kommer man ind i et stort loftsrum med små åbne rum på hver side af en fordelingsgang. Hvert rum med sit tema, og her er nostalgi for alle pengene. En postafdeling fra dengang posten kom ud, en frisørsalon fra dengang håret var lilla og vandonduleret, en legetøjssamling fra dengang børn var artige og en apotekersamling fra dengang apotekerne selv fremstillede medicin. Et hjørne er indrettet til minde om Iver Iversen. Han var med til at grundlægge egnssamlingen i Tranum og satte sit præg på stedets virke, og mange af hans personlige ejendele er efter hans eget ønske udstillet i mindestuen.

Ejendommen på Tranhøj 6 er løbende blevet renoveret, og selv om overetagen nu står klar og indrettet, så stopper det ikke her.

– De 450 m2 store stald skal indrettes med landbrugsmaskiner fra C. O Jensens Maskinfabrik, og vi vil skabe bedre forhold for gangbesværede og kørestolsbrugere med etablering af en ny belægning, der skal binde det hele sammen til en helhed, fortæller kasserer Lars Erik Jepsen – uden at se spor træt ud ved tanken, for han er en ægte ildsjæl.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close