Fru Nielsen får brugte kjoler ud at danse

0
Lone Nielsen fra Klim har åbnet en ny forretning i byen - en forretning, hvor hun håber at få brugte fest- og gallakjoler ud at danse endnu en dans. Foto: Bo Lehm
Mangler du noget helt særligt til julefrokosten, gallafesten eller måske et bryllup?

Så kan det være en god idé at slå et slag forbi butikken Fru Nielsen, en ny butik, med salg af smukke brugte kjoler og herretøj til festlige lejligheder.

Bag butikken står Lone Nielsen, der for blot en uge siden åbnede butikken. Hun glæder sig til sit nye liv som selvstændig. Egentlig lå det ikke lige i kortene, at Lone Nielsen skulle åbne en butik. Men sådan endte det alligevel – mest af alt fordi, hun ikke kunne lade være med at spekulere over, hvor meget tøj, der mon hænger hjemme i klædeskabene, som måske kun har været i brug en gang eller to. Og ikke mindst hvor ærgerligt det er at lade godt tøj, der kunne få en dans mere, gå til spilde.

– Det er genbrugstanken, der har drevet mig, fortæller Lone Nielsen, der godt selv kender drømmen om, at en kjole måske kommer til at passe igen eller at man kommer til at lade en flot kjole ligge for længe, fordi man “vist også havde den på sidst”.

Og det ser ud til, at mange har det præcis som hun – i hvert fald har modtagelsen af den nye butik med smukke genbrugte kjoler været forrygende.

Mange har valgt at hænge deres brugte gallakjoler og festkjoler op i hendes butik. Der er sågar også nogle, der har besluttet at sælge deres brudekjole gennem Fru Nielsen.

Der er med andre ord meget at gå på jagt mellem, hvis man skal til fest og gerne vil ligne en million, men ikke har det store budget at gøre med.

At nordjyderne måske ikke altid er indstillet på at betale den pris, der står på skiltet, er Lone Nielsen godt klar over. Derfor har hun også aftalt med sine kunder, hvad kjolerne kan sælges for – og hvor smertegrænsen går.

– Så man kan godt prutte om prisen, smiler Lone Nielsen, der selv elsker at gøre en god handel.

I tilfældet med Fru Nielsen er det dog så som så, hvor den gode handel gemmer sig for Lone Nielsen. Hun får 21 procent i kommission for hvert salg, så der skal vel at mærke sælges en del kjoler, hvis det skulle blive en guldrandet forretning.

Det er dog langt fra den drøm, Lone Nielsen bærer rundt på.

– Det er en hobby. Og godt nok er jeg den fødte optimist, men jeg tror ikke på, at jeg kan leve af det, ler Lone Nielsen.

Hun håber blot, at det hele løber rundt og regnskabet går op, så hun kan udleve drømmen om at få de brugte kjoler ud at danse igen og gøre andre mennesker glade.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close