Fond giver 10 mio. kr. til udsatte familier

0
Fremover skal en udsat familie kun have én kontaktperson til kommunen, forklarer Morten Klessen. Arkivfoto
Skal være nemmere for udsatte familier at bryde den negative arv

Jammerbugt Kommune har modtaget godt 10,5 millioner kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond. Pengene skal bruges til at gøre livet enklere for familier med massiv kontakt til det kommunale system.

– En enkelt familie kan have op til 10 kontakter ind i kommunen. Det er ikke hensigtsmæssigt, så for 45 udvalgte familier med særlige udfordringer bliver der i fremtiden kun tale om at skulle forholde sig til én kommunal ansat, siger formand for beskæftigelsesudvalget, Morten Klessen (S).

Det handler om at nedbryde den sociale arv, og i det arbejde kan selve de mange kontakter til kommunen være et problem – især hvis der ikke er overblik over indsatsen, og de forskellige tiltag ikke rangordnes, det vil sige koordineres.

– Hvis mor er meget bekymret for sine børns trivsel i daginstitution og skole, kan hun have svært ved at fokusere på at komme i arbejde. Det hjælper heller ikke at skaffe far et job, hvis der ikke først er taget hånd om hans misbrugsproblem, forklarer Morten Klessen.

De 45 familier får én og kun én kontaktperson til kommunen. Kontaktpersonen skal sørge for, at alle indsatser for familien kører i den rigtige rækkefølge. Bagvedliggende teams skal opsamle erfaringerne med den nye måde at arbejde på, så resultaterne kan dokumenteres, når den treårige projektperiode er ovre.

Morten Klessen er rigtig glad for millionerne.

– I mange år har det været sådan, at dagplejemoderen kan udpege de børn, der 18 år senere får kontanthjælp. Det skal vi have gjort noget ved, og det her projekt kan vise sig at være vejen til at få brudt den negative sociale arv, siger han.

Også i forvaltningen er der glæde.

– Flere familier oplever, at det, kommunen bringer i spil, ikke resulterer i en tilstrækkelig og sammenhængende indsats, og så lykkes det ikke for os at flytte den enkelte familie. Med en helhedsorienteret indsats ønsker vi at øge familiens sundhed, trivsel og tilknytning til arbejdsmarkedet og på den måde bryde den negative sociale arv, siger sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close