En drøm blev virkelighed

0
Kyra Loijenga og Thomas Meijer spurgte selv ildsjælene i Trekroner, om de måtte få lov til at være den næste familie, der kunne bo på prøve i landsbyen. Det kunne de bestemt, og borgerne i den lille landsby arbejdede hurtigt - et hus blev købt og sat i stand.
Hollandsk familie fik drømmen om landsbylykke i Nordjylland foræret kvit og frit af ildsjælene fra Trekroner

TREKRONER: Fredag eftermiddag kunne ildsjælene i Trekroner byde byens nye “familie på prøve” velkommen til byen med små dannebrogsflag, champagne, kage, ny bil og nøglen til huset, der fra det øjeblik skulle være familiens nye hjem kvit og frit i tre måneder.

Thomas Meijer og Kyra Loijenga smilede forbløffet og glædestrålende, da de sammen med deres drenge på tre og knap et år trådte ud af deres bil denne eftermiddag – den glæde, der bølgede frem fra unge og ældre, som længselsfuldt havde ventet dem, var langt mere, end den lille hollandske familie havde forestillet sig.

– Vi er faktisk kommet her i området gennem de seneste 15 år. For nogle år siden begyndte vi at tale om, at vi gerne ville bo her. Men det er først nu, vi har gjort alvor af det – og så er det jo helt fantastisk at få en mulighed som denne, smilede Kyra Loijenga og bredte armene ud mod huset, haven, den lille forsamling af ildsjæle og hele følelsen af at blive budt indenfor i landsbysamfundet.

På vejen stod en ældre dame ved siden af et modent ægtepar og betragtede på afstand det forunderlige optrin, der udspillede sig i indkørslen ved det lille hus. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de var dukket op for at se den lille hollandske familie ankomme – men de kender dem allerede. Ægteparret er forældre til Kyra Loijenga og skal hjælpe med at få alt på plads, mens Evelyn Meisner er mormor til Thomas Meijer og bor blot 10 kilometer fra Trekroner. På sin vis er det hende, der er skyld i, at den lille familie er landet netop her. Familiens danske tilhørsforhold nægter sig ikke – det unge ægtepars treårige søn hedder Jesper.

– På grund af de danske aner. Men da vidste vi selvfølgelig ikke, at han ville komme til at gå i børnehave sammen med andre børn, der måske også hedder Jesper, lo Kyra Loijenga, der glæder sig til sin nye tilværelse i Trekroner.

Hun vil dog indtil videre stadig have en kontakt til Holland gennem sit arbejde, som hun beholder på langdistance, mens hendes mand skal finde job som veterinærsygeplejerske, og treårige Jesper starter i børnehave på den anden side af vejen.

– Det bliver helt fantastisk. Vi har glædet os, smilede Kyra Loijenga fuld af forventning.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close