Begge hold fik revanche i skolefodbold

0
Fjerritslev Skoles piger i lyserødt vandt 2-0 over Brovst Skole. Foto: Kasper Mølbæk
Sidste år blev Fjerritslev Skole slået ud af skolefodboldturneringen af Brovst for både drenge og pigeholdets vedkommende. Så da de i dette års turnering igen skulle møde Brovst i første runde, var de meget opsatte på at få revanche, hvilket også lykkedes for begge hold.

Klokken 10 blev pigernes kamp fløjtet op på Fjerritslev stadion i silende regnvejr. Netop regnen var medvirkende til at skabe Fjerritslevs første chance allerede efter fem minutters spil, hvor en frisparksbold sjuttede i det våde græs, men endte med at hoppe rundt på mållinjen uden at krydse den. Ingen af holdene scorede i første halvleg, så begge trænere kunne holde god stemning i pausens peptalk.

Efter små 10 minutters spil, kom Fjerritslev foran på et flot placeret skud af Benedicte Lindstrøm, helt ude på indersiden af den ene stolpe. Herefter satsede Brovst mere offensivt, men uden at det bragte dem frem til større chancer. Til gengæld gav det mere plads til flere chancer til Fjerritslev og det endte da også med, at Benedicte Lindstrøm scorede endnu et mål kort før tid, så sejren endte på 2-0.

Da drengene efterfølgende skulle spille på samme bane, var vejret blevet lidt bedre, dog uden at være publikumsvenligt. Også drengene fra Fjerritslev kom bedst fra start, da Andreas Toft Andreassen scorede efter få minutters spil og Shahab Bahahi lavede et flot langskudsmål inden der var spillet 10 minutter.

Spillerne fra Brovst tabte ikke modet trods de hurtige scoringer og meget spil på Fjerritslevs præmisser. Brovst kom på 2-1 og selv om det var Fjerritslev der havde spillet, var der lidt nervøsitet både blandt spillerne og publikum. Det viste sig dog at være uden grund, for godt fem minutter inde i 2. halvleg kunne Gustav Bundgaard øge til 3-1, hvorefter kampen mistede lidt i underholdningsværdi.

Først kort før tid kom der atter gang i løjerne, hvor Malthe Gyldenløve-Lyebalk og Mikkel Kronholm Kjær scorede til 4-1 og 5-1, som blev kampens resultat. Drengeholdet spåes gode chancer i år, da flere af spillerne er på talenthold i Thisted FC og AaB.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close